Arkitekturen

Indtil sogneudskillelsen 1. juli 1992 var Gullestrup en del af Herning Sogn, men allerede 15. november 1981 indviede daværende biskop Johs. W. Jacobsen den vandrekirke, som frem til den nuværende kirkes indvielse 13. december 1998 lå mellem boligblokkene ved siden af supermarkedet på Gullestrupvej.

Gullestrup Kirke er tegnet af arkitekterne Anders Bové Christensen og Kaj Mikkelsen, arkitektgruppen Regn-buen, Århus. Landskabsarkitekt er Helle Valsted, Kolding, og arkitekt Jakob Mortensen, Vejen, har været totalrådgiver (se foto).

Kirken er en 3-skibet basilika. Loftshøjden på 14 m medvirker til den fine akustik. I den 19 m høje fritstående kampanile hænger Genforeningsklokken, som i perioden 1920-89 har været i brug i Herning Kirke.

Glasmalerierne i det sydlige sideskib er lavet af billedhuggeren Hans Berg, København. Glasmesteren Per Steen Hebsgaard, Vanløse, har fremstillet de 4 ruder på hver 40 x 337 cm. Motiverne gengiver påskeugens forløb og skal ses fra døren mod alteret (se fotos).

  • Første billede med palmegrenen i venstre side skal illustrere indtoget i Jerusalem Palmesøndag. Her er fortrinsvis anvendt jordfarver.
  • Andet billede med de gyldne farver viser påskemåltidet og nadverens indstiftelse. Brød og kalk ses i midten af billedet.
  • Tredje billedes motiv er tilfangetagelsen i Getsemane Have, og farven er blå/blåviolet, der skal symbolisere desperation, forladthed og svigt. I billedet ses Judas hånd, der griber efter én af de 30 sølvpenge.
  • Fjerde billede viser Golgata med de 3 kors, klippegraven og det tomme land. Farven er overvejende grå/blå som optakt til alterudsmykningen.