Gør en forskel for en børnefamilie!

Af Lene Frølund Rasmussen, Koordinator Folkekirkens Familiestøtte


”Jeg har tid til at lave et stykke frivilligt arbejde og så er det udfordrende og lærerigt for mig selv, og jeg får simpelthen så meget igen”, sådan fortæller Bodil Elkjær, der er frivillig forældreven i Folkekirkens Familiestøtte.

Vi er til et netværksmøde for alle frivillige i Folkekirkens Familiestøtte. Kaffen damper fra kopperne, og snakken går ivrigt deltagerne imellem, da emnet falder på det at være forældreven. Bodil Elkjær meldte sig som frivillig i Folkekirkens Familiestøtte kort efter opstarten i Herning provstierne januar 2018 og besøger nu en familie en time om ugen.

”Jeg synes, det er ret stort, at man vil invitere nogen ind, inden man nødvendigvis har de store problemer, men tager sit familieliv alvorligt og tænker, det her vil vi gerne have taget hånd om.”

Bodil har arbejdet som sygeplejerske gennem mange år, men som forældreven kommer hun ikke som fagperson, men som medmenneske, der med opmuntrende ord og en god snak støtter op om den forandring, forældrene ønsker at arbejde hen imod. For hende er det også en helt naturlig del af kirkens arbejde: ”I folkekirkens grundsyn ligger jo det, at vi har interesse for hinanden og hjælper hinanden som medmennesker.”

Forældrevenner bliver klædt godt på

”Der er ingenting at tabe ved det, det er en win win situation for begge parter” istemmer Lisbeth Abrahamsen, der ligesom Bodil har været forældreven siden foråret 2018. ”Jeg skal ikke fixe deres problemer, jeg kommer og lytter og det er faktisk måske den allerstørste opgave.”

Snakken falder på, hvad det kræver af én at være forældreven. ”Jeg tror, man som forældreven skal kende sine egne grænser, og så skal man være i besiddelse af tålmodighed og være åben og empatisk,” fortæller Lisbeth.

Alle frivillige har været på et introduktionskursus og haft 2 individuelle samtaler, inden de godkendes som frivillige i Folkekirkens Familiestøtte. ”Jeg synes, jeg er blevet klædt godt på til at komme ud og være i en familie, og skulle der være noget jeg bliver i tvivl om, så er det bare at ringe til koordinatoren, så står hun her,” siger Lisbeth.

Netværksmødet er ved at komme til sin afslutning efter en aften med et fagligt oplæg om hjælpesomme samtaler, ideudvekslinger, lidt sødt til ganen og mange smil. På vej ud af døren tilføjer Lisbeth: ”Jeg har det godt, når jeg tager hjem fra et besøg hos familien, jeg føler mig altid velkommen.”

Vi mangler frivillige!

Vil du høre mere om at være frivillig hos Folkekirkens Familiestøtte så kontakt endelig:

Lene Frølund Rasmussen

Koordinator, Folkekirkens Familiestøtte

Mobil: 23 82 78 73

Mail: lfr@km.dk

www.folkekirkensfamiliestotte.dk

 

 

 

Folkekirkens Familiestøtte tilbyder målrettet sparring til forældre

Vidste du at 11 % af alle forældre dagligt er i tvivl om hvordan de skal opdrage deres børn og over halvdelen af danske forældre oplever at være i tvivl mindst en gang om måneden? Det er altså helt almindeligt at opdragelse kan bringe os forældre ud på gyngende grund. I Folkekirkens Familiestøtte er vi optaget af at sætte fokus på trivslen i helt almindelige, kærlige og omsorgsfulde familier. Vi tilbyder at give målrettet sparring ind i familien og sætte spot på det, som forældrene ønsker at se udvikle sig i en mere positiv retning. Gennem kontakt til den lokale koordinator kan forældre få støtte til at skabe trivsel i hjemmet gennem de forskellige tilbud:

• Forældreven i hjemmet som kommer regelmæssigt i en periode og støtter forældre i de udfordringer, de selv oplever som et problem. Det kan for eksempel være struktur i hverdagen, konflikthåndtering, sparring om opdragelse eller andre udfordringer.

Det kan for eksempel være en familie, der har svært ved at strukturere hverdagen, så aftensmaden bliver lavet, børnene får lavet deres lektier, og forældrene har overskud til en god dialog med hinanden og børnene frem for skænderier og skæld ud. I den familie kan en forældreven fra Folkekirkens Familiestøtte hjælpe med at få strukturen tilbage i hverdagen.

I en anden familie er dialogen med teenageren måske gået helt galt. Her kan en forældreven sparre med forældrene om, hvordan de bedst taler med deres barn og håndterer konflikterne.

Fokusområderne i indsatsen er meget forskellige fra familie til familie og afhænger af forældrenes behov for hjælp og deres ønske om støtte.

Kurser til forældre

Forældre er de vigtigste personer til at skabe trivsel i et barns liv og her er deres indbyrdes forhold og kommunikation afgørende. Folkekirkens Familiestøtte afholder derfor løbende kurser for forældre med efterfølgende opfølgning:

  • PREP: Kommunikationskursus for par, der ønsker redskaber til at forbedre samlivet
  • Par-tjek for par, der vil have en god snak om parforholdet
  • KIFF: Samarbejdskursus for skilte forældre, der ønsker at tage godt vare på deres fælles børn

Følg med på vores hjemmeside eller kontakt koordinatoren for at høre, hvornår vi har et kursus her i nærheden næste gang.

Har din familie, eller nogle du kender brug for støtte fra os, eller har du lyst til at høre mere om at blive frivillig, så kontakt lokal koordinator:

Lene Frølund Rasmussen      

Tlf: 2382 7873

Email: lfr@km.dk

www.folkekirkensfamiliestøtte.dk

Find os også på facebook: Folkekirkens Familiestøtte Herning

Kommende gudstjenester

LIVETS BEGIVENHEDER

Dåb, konfirmation, bryllup og begravelse er nogle af livets store begivenheder. Klik her og læs mere om, hvad det betyder, hvad I skal gøre og hvor I kan henvende jer.